Det, at have et ansigt og blive genkendt, er for de fleste af os et grundvilkår og en helt nødvendig social mekanisme. Hvis ikke vi kunne genkende hinanden, ville vi skulle navigere helt anderledes i vores relationer og i verden i det hele taget. Men med udviklingen af digital teknologi er genkendelse også blevet lig med overvågning. Ofte er dette ikke et problem for majoriteten i en befolkning, men for minoriteter, der skiller sig ud på parametre som køn, identitet, seksualitet, politisk ståsted osv. I foredraget præsenterer jeg tre samtidskunstnere, der på hver deres måde arbejder med at forsvinde i en algoritmisk tidsalder:

De første to kunstnere, Zach Blas og Heather Dewey-Hagborg, udvikler begge sjove masker, usynlighedssprays og andre forsvindingsværktøjer, der kan snyde moderne overvågnings-teknologi.

Den sidste kunstner, Ada Ada Ada, som er transkvinde, uploader hver dag et billede af sit bryst på Instagram i håbet om, at platformen vil fjerne hendes billeder og konto. Instagram udfører nemlig algoritmisk censur og tolererer ikke kvindelige brystvorter. Hvis Ada Ada Ada forsvinder fra platformen, vil hun derfor have opnået anerkendelse af hendes kønsstatus som kvinde.